• +45 4483 0208
  • Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • Baltorpbakken 5, 2750 Ballerup
Lyngby Rådhus

Lyngby Rådhus

 

Snedkerarbejde og specialinventar fra øverste hylde

Renoveringen af Lyngby Rådhus krævede en omhyggelig balance mellem at bevare bygningens ikoniske og bevaringsværdige karakter og at modernisere den for at imødekomme nutidens krav som Rådhus. Projektet skulle sikre, at den historiske værdi blev respekteret, samtidig med at bygningen blev opgraderet til at tilbyde funktionelle og moderne kontorfaciliteter.
JJI Akustik og Inventar fik æren af den komplette entreprise for "Fast Inventar og Snedkerarbejde" i renoveringen af Lyngby Rådhus. I tæt samarbejde med hovedentreprenøren, rådgiveren og arkitekten leverede JJI detaljerede MOCK-UPS, som ikke blot fremhævede den høje kvalitet overfor Slots- og Kulturstyrelsen, men også identificerede og adresserede potentielle problemstillinger på et tidligt tidspunkt. 
Funktionsvægge
Udarbejdelsen af funktionsvægge på alle etager krævede præcision og håndværksmæssig ekspertise for at imødekomme kundens ønsker. FK-væggene udgjorde fundamentet for det nye ventilationssystem, der skulle sikre, at det renoverede rådhus kunne "trække vejret" igen. Farvenuancerne i alle elementer i funktionsvæggen er forskellige fra etage til etage, som en del af den designmæssige wayfinding.
Væggene er designet med både øvre og nedre bånd og rummer garderobeskabe, arkivskabe til opbevaring samt samtale-nicher med indbygget akustik. Alt dette er skabt som en harmonisk enhed, der elegant følger den buede vægstruktur langs bygningens midterakse.
Tekøkkener
JJI har leveret tekøkkener på alle etager, designet med en æstetik, der reflekterer den arkitektoniske stil fra Rådhusets oprindelse. Tekøkkenerne viderefører de karakteristiske detaljer fra rådhusets indre, herunder de overfalsede låger med synlige messinghængsler, som er en integreret del af bygningens visuelle identitet. Linoleumsbordpladen med planforsænket messingvask samt synlig mahogni forkant pryder også tekøkkenerne, der skaber en sammenhængende dialog med de øvrige trædetaljer rundt i Rådhuset.
Specialdesignede vinduesbænke
378 specialfremstillede vinduesbænke i Oregon Pine er designet med præcision, så de passer perfekt ind i Rådhusets mange vinduespartier, der er karakteristiske for den historiske bygning. Vinduesbænkene tjener en dobbelt funktion: de skjuler diskret en nødvendig kabelskinne, der forsyner rådhusets medarbejdere med IT, samtidig med at de skaber en elegant overgang fra vinduespladen til de mange radiatorer i Rådhuset.
Nyt liv til gamle garderober
Apteringen af Rådhusets mange garderober har været et centralt fokusområde for arkitekten. Designet er udviklet med udgangspunkt i den oprindelige garderobe, hvor samme æstetiske udtryk og håndværksmæssige detaljer er blevet genskabt med omhu. Resultatet er elegante garderober, integreret i nye nicher, udført i Sipo Mahogni med tilhørende hattehylder. Slanke messingdetaljer tilføjer ynde og elegance. Den oprindelige "Moder Garderobe," der tjente som reference, blev nænsomt demonteret og restaureret på vores eget værksted, hvorefter den blev genmonteret i nye rammer på Rådhuset.
Omfattende renovering af vinduer og døre
Samtlige vinduespartier på Rådhuset er nænsomt blevet demonteret og restaureret på vores eget værksted. Nye karme, tro mod de originale, er blevet fremstillet med samme håndværksmæssige præcision og samlingsteknikker. Vinduesrammerne er blevet grundigt gennemgået, og nedslidte sektioner er blevet udskiftet for at sikre deres holdbarhed i de kommende årtier. Den originale beslåning har gennemgået en sandblæsning og fået en ny overfladebehandling, som igen giver fuldgyldig beskyttelse.
Restaureringen blev udført i etaper, efterhånden som de mange vinduespartier blev demonteret fra bygningens facade.
Et betydeligt antal indvendige mahognidøre skulle også bevares. Disse blev omhyggeligt gennemgået på værkstedet, og forberedt for den nye beslåning, der gjorde det muligt at integrere dørene i bygningens opdaterede låsesystem.

 

 

Fakta om projektet

 
Bygherre: Lyngby Kommune
Arkitekt: ERIK Arkitekter
Kunde: Jakon A/S
Foto: Brahl Fotografi
Brandklassifikation:  B-s1,d0 for delkomponenter

 

Inventarleverance

  • Funktionsvægge på alle etager
  • Aptering af garderobenicher
  • Aptering af elevatorstol
  • Tekøkkener
  • Printerrum
  • Personalelockers

Restaurering af bygningsdele

  • Alle vinduespartier
  • Indvendige døre
  • Restaurering og genmontering af bevaringsværdige elementer

 


Tilbage til oversigt

Kunde

Lyngby Rådhus

Dato

9. august 2024

Kategorier

Bygningsdele, Inventar, Tekstilpaneler

jji akustik og inventar